Keramik

Hvad er det der er så fascinerende ved en dum klat ler?

Prøv at mærke på det : Dejlig blødt og plastisk –eftergiveligt og alligevel med modstand- Formbart og fyldt af muligheder Og så har ler sin egen mening om tingene. Hvis man er i tvivl–skal man bare prøve at centrere en lerklump på en drejeskive. Man tager hårdt fat om klumpen og fortæller at her bestemmer jeg og leret svarer lige så uforsonligt ved i et splitsekund efter at hænge grinende ovre på væggen –men hvis man lærer at tale pænt til hinanden, så går det. På den måde opstår en skæg dialog der går lige fra bitre eder og forbandelser til lokken og forundring over hvad vi kan udrette sammen. Men leret får altid det sidste ord. Når skålen står der- flot formet af MIG- så begynder mareridtet. Først skal det dekoreres –og det er jo ikke som papir, som man kan smide væk hvis det ikke lykkes. Et ægte udtryk kommer kun hvis man er afslappet og tror man har 1000 forsøg, men faktum er at man har kun eet skud i bøssen. Så skal leret brændes og hver gang åbner man sin  ovn med bæven og rysten for man kender aldrig helt resultatet: Jeg har taget højde for alt , gennemtænkt og målt med flydevægt og elektronisk vægte der måler med o,01 g nøjagtighed, men når døren åbnes er glasuren boblet, krakeleret og for tynd eller for tyk - Og klatten klasker sig på lårene af grin, mens jeg står med min skævvredne skål i hånden og ikke fatter hvad der er gået galt.

”Du tror du kan forme hele verden med al din klogskab,–men det er nu mig der bestemmer.”
Men bare vent – Jeg skal nok få tørret det smørrede grin af den klat ler - og med livets barmhjertige illusion om kontrol- sætter jeg mig endnu engang til drejebænken og taler pænt til min ustyrlige klat ler.